Slægten | AI
Slægten
'Slægten Leegaard'
- der har dybe, faste rødder på øen Mors i Limfjorden
Livet på Mors i 1700- og 1800-tallet var i høj grad præget af landbosamfundets strukturer, de store jordreformer, fattigdom og et tæt, forpligtende lokalfællesskab under herregårdene. Gennem slægtsbogen får man et autentisk indblik i, hvordan den jævne befolkning levede og hvordan navnet 'Leegaard' eller Legaard, knyttede sig uadskilleligt til denne nordjyske ø.
Herunder beskrives hverdagen på Mors på den tid, og hvordan 'Leegaard'-slægten indgik i historien.
Samfundet, jorden og herregårdene på Mors
I 1700-tallet og starten af 1800-tallet var Mors et udpræget landbrugssamfund baseret på fæstevæsenet. Bønderne ejede sjældent den jord, de dyrkede. I stedet fæstede - lejede - de gårde og huse af øens herregårde, såsom Nandrup i Ørding sogn og Dueholm ved Nykøbing.
Landgilde og hoveri
For at bo på en ejendom betalte bønderne 'landgilde'. Det var en årlig afgift, som sjældent faldt i penge, men i naturalier såsom tønder byg, rug, svin eller endda snesevis af ål. Desuden var de forpligtet til hoveriarbejde, hvor de skulle slide på herregårdens marker i høst- og såtider.
Hartkorn & Matrikler
Værdien af jorden og derved beskatningen blev målt i hartkorn|En måleenhed baseret på jordens ydeevne af rug og byg. Christian V’s matrikel fra 1688 og senere den nye matrikel fra 1844 dannede grundlag for, hvor meget herregårdene og bønderne skulle svare i skat til kongen. Slægtens medlemmer levede under disse konstante beskatninger, hvor dårlige høstår kunne ruinere en familie og sende gårde på tvangsauktion - ødegods - på grund af skatterestancer.
For at bo på en ejendom betalte bønderne 'landgilde'. Det var en årlig afgift, som sjældent faldt i penge, men i naturalier såsom tønder byg, rug, svin eller endda snesevis af ål. Desuden var de forpligtet til hoveriarbejde, hvor de skulle slide på herregårdens marker i høst- og såtider.
Hartkorn & Matrikler
Værdien af jorden og derved beskatningen blev målt i hartkorn|En måleenhed baseret på jordens ydeevne af rug og byg. Christian V’s matrikel fra 1688 og senere den nye matrikel fra 1844 dannede grundlag for, hvor meget herregårdene og bønderne skulle svare i skat til kongen. Slægtens medlemmer levede under disse konstante beskatninger, hvor dårlige høstår kunne ruinere en familie og sende gårde på tvangsauktion - ødegods - på grund af skatterestancer.
Leegaard-navnets oprindelse på Mors
Slægtens tilknytning til øen rækker langt tilbage. Navnet stammer oprindeligt fra en konkret lokalitet på Mors.
Stamfaderen Christen Pedersen
Omkring 1669–1736 | Overtog i 1722 fæstet af gården Leegård eller Lægård i Ørding sogn på Sydmors, som hørte under herregården Nandrup.
Stamfaderen Christen Pedersen
Omkring 1669–1736 | Overtog i 1722 fæstet af gården Leegård eller Lægård i Ørding sogn på Sydmors, som hørte under herregården Nandrup.
'Slægtsbogen Leegaard'
Slægtsbogen Leegaard forklarer, at gårdnavnet Lægård|Leegård højst sandsynligt stammer fra gårdens beliggenhed ved et af de overgangsled, der fandtes i hegnet mellem landsbyen og udmarken. Christen Pedersen tog navn efter gården, og det blev ført videre af hans søn, Christen Christensen Leegaard. Slægtens tidlige generationer var således traditionelle fæstebønder, der var dybt afhængige af herremandens gunst.Tiden i 1800-tallet | Fattigdom og det barske husmandsliv
Op igennem 1800-tallet ændrede samfundet sig. Landboreformerne i slutningen af 1700-tallet betød, at landsbyerne blev udskiftet, og mange flyttede deres huse ud på marken. Men friheden betød også, at en stor del af befolkningen endte som fattige husmænd eller 'indsiddere' |Lejehusmænd uden egen jord. Dette mærkede 'Leegaard'-slægten tydeligt.Iver Christensen Leegaard f. 1793 i Ørding, endte sine dage som "gift fattiglem" i Erslev sogn i 1846. Det vidner om en tid, hvor der ikke var noget socialt sikkerhedsnet på Mors, og hvor alderdommen for de mindre bemidlede var ekstremt barsk.
Anders Christian Iversen Leegaard, hans søn,1827–1913, der regnes som bogens egentlige stamfader, måtte også kæmpe for tilværelsen. I 1853 | Et år før han blev gift, modtog han fattighjælp i form af 4 skæpper byg og 3 mark i penge fra Tødsø-Erslev kommune.
Anders Christian Iversen Leegaard, hans søn,1827–1913, der regnes som bogens egentlige stamfader, måtte også kæmpe for tilværelsen. I 1853 | Et år før han blev gift, modtog han fattighjælp i form af 4 skæpper byg og 3 mark i penge fra Tødsø-Erslev kommune.
Flid, Slagteri og Torvedage
Selvom udgangspunktet var fattigt, arbejdede Anders Christian Leegaard og hans hustru, Ane Sørensdatter, sig op. De flyttede rundt på Mors for at finde udkomme – først i Vodstrup som indsidder, derefter til Mollerup, hvor han købte et mindre stykke hedelod, og i 1874 endelig til Tøving i Galtrup sogn.
Her etablerede han sig som husmand og slagter. Erhvervskombinationen var helt typisk for datidens Mors | Man kunne ikke leve af et lille husmandssted alene, så man måtte have et håndværk eller bierhverv ved siden af.
Livet i Tøving
Parret fik etableret en solid hverdag. Anders Christian slagtede, og slægtens liv var tæt forbundet med lokalsamfundet.
Hver lørdag på torvet
Et levende tidsbillede fra slutningen af 1800-tallet beskrives omkring datteren, Ane Johanne Andersen 'Leegaard'. Som ung pige i Tøving hjalp hun til derhjemme og stod fast sammen med sin far på torvet i Nykøbing Mors hver evig eneste lørdag for at sælge kødvarer fra slagteriet. Dette ugentlige torveliv var omdrejningspunktet for øens handel og bandt land og by sammen.
Livet i Tøving
Parret fik etableret en solid hverdag. Anders Christian slagtede, og slægtens liv var tæt forbundet med lokalsamfundet.
Hver lørdag på torvet
Et levende tidsbillede fra slutningen af 1800-tallet beskrives omkring datteren, Ane Johanne Andersen 'Leegaard'. Som ung pige i Tøving hjalp hun til derhjemme og stod fast sammen med sin far på torvet i Nykøbing Mors hver evig eneste lørdag for at sælge kødvarer fra slagteriet. Dette ugentlige torveliv var omdrejningspunktet for øens handel og bandt land og by sammen.
Slægtens opbrud fra Mors
Hvor forfædrene i århundreder havde været naglet til Morsøs muld under de lokale godser, bragte industrialiseringen og de nye tider i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet et opbrud.
Efterstammen af Anders Christian og Anes børn begyndte at søge væk fra øen. De rejste over Limfjorden for at bosætte sig og stifte familier i områder som Salling, Himmerland samt egnene omkring Viborg, Skive og Løgstør, hvor de tog arbejde i det moderne landbrug, som håndværkere eller i den gryende industri.
Efterstammen af Anders Christian og Anes børn begyndte at søge væk fra øen. De rejste over Limfjorden for at bosætte sig og stifte familier i områder som Salling, Himmerland samt egnene omkring Viborg, Skive og Løgstør, hvor de tog arbejde i det moderne landbrug, som håndværkere eller i den gryende industri.
Sammenfatning
Tiden på Mors var præget af den jævne mands overlevelseskamp mod fattigdom, afhængighed af herregårde og naturens luner. Leegaard-slægten indgår som et klassisk eksempel på denne historie: Fra at være navngivne fæstebønder ved et markled i Ørding i 1700-tallet, til hårdtarbejdende husmænd, daglejere og torvehandlende slagtere i Tøving i 1800-tallet, som gennem flid skabte fundamentet for de efterfølgende generationer.
Kilde: Gemini AI | Google | 'Sammendrag af 'Slægtsbogen Leegaard og historien'